Nyheder‎ > ‎

mere og bedre O-løb

indsendt 17. aug. 2010 18.33 af Christian Wennecke
På mandag, den 23. august, fejrer Nuuk Orienteringsklub - NASP - 1 års fødselsdag.
Det skal selvfølgelig fejres med orienteringsløb, som afholdes over de kommende tre mandage. Ukiassat CUP kalder vi det. Det bliver rigtigt spændende for os at invitere alle interesserede til at komme og løbe orienteringsløb der i denne sammenhæng antager helt nye dimensioner her i byen. Vi indvier nemlig et nyt kort på fødselsdagen. Indtil videre har vi kun haft nogle relativt små kort over Ravnedalen og Kolonihavn, det er det man kalder sprint kort (skala 1:4.000 og 1:5.000). Orienteringsløb løbes ellers primært på kort i skalaen 1:10.000 [1 cm = 100 m], og det er netop sådan et kort vi nu lancerer. Den nye skala betyder at kortet dækker over et område der er både dobbelt så langt og dobbelt så bredt som det hidtil største. Nu er der en masse af det der dækkes af vand, men det nye kort dækker over 3,6 km2 land, og derfor næste tre gang så stort område som det hidtil største.
Samtidigt hermed bevæger vi med kortet os lidt længere væk fra byen. Kortet strækker sig fra Ravnedalen i syd-vest til forbi dumpen i nordøst, og går et godt stykke op af quassussuaq (Lille Malene), højere op end den lille skilift faktisk.
Dette betyder at nu kan vi arrangere længere løb, der samtidigt er mere krævende såvel fysisk som orienteringsteknisk.
 
Hvor vi hidtil ikke har haft baner der var længere end omkring 4 km, satser vi nu på at tilbyde baner helt op til 8 kms længde. Vi anbefaler at man, hvis man deltager på de længste baner medbringer et kompas til at hjælpe en på vej.
 
Vi glæder os utroligt meget til at komme ud i den lidt mere vilde natur og løbe, både fordi det er sjovere og lidt sværere.
Vi ønsker os at rigtig mange vil komme og være med, fordi vi synes Orienteringsløb er en sund og sjov sport for alle. Man lærer desuden mange nyttige ting af orienteringsløb, som er relevant for alle der kan lide at bevæge sig i fjeldet her i Grønland. Man lærer at læse et kort, og finde vej. Man lærer at bruge et kompas og man lærer at bevæge sig i fjeldet. Desuden er motion jo med til at sikre en sund og sjov tilværelse og et længere liv.
Comments